BÆREDYGTIG URBANISERING – MYTE ELLER VIRKELIGHED?

Hver time får Mumbai 40 nye indbyggere, Lagos får 70 og Dhaka flere end 60. Disse millionbyer forventer som mange andre en urbaniseringstakt på mellem én og seks procent om året, og deres største udfordring er at sikre en bæredygtig urbanisering.

”Vi kan ikke tale om bæredygtig urbanisering, hvis vi ikke ser på ressourcestrømmene,” siger Fiona Woo, Policy Officer – Climate & Energy, World Future Council. Ifølge Woo er det vigtigt at forstå, hvilke ressourcer byerne bruger, hvor disse ressourcer kommer fra, og hvor meget der bruges. Det er dog en realistisk proposition.

Teknologi-centrerede intelligente byer bliver også mere populære. ”Det er primært et teknisk koncept om, hvordan data bruges til at afvikle en mere integreret drift, og jeg tror, det kan muliggøre bedre byadministration, når det gælder levering af service”, siger Bettencourt.

Men der er en risiko for, at det går for hurtigt med at investere i og bygge byer. Ifølge Bettencourt er Kina hurtigt i gang med at opføre byer, motorveje, højhuse, billige boliger og erhvervsområder. ”Det er som om, at storbyer der opstår natten over, måske ikke nødvendigvis klarer sig på længere sigt – det gjorde de i hvert fald ikke i vesten,” advarer han.

Hermed menes primært, at offentligt boligbyggeri skal planlægges omhyggeligt. ”Frankrig og Storbritannien er typiske eksempler på fejlslagent offentligt boligbyggeri. Det har skabt meget slum i udkanten af Paris og i dele af London, der siden har forårsaget en lang række samfundsøkonomiske problemer,” siger Bettencourt. ”Det er vigtigt ikke kun at opføre boligbyggeri, men også at forstå, hvordan det ”kører” samfundsøkonomisk,” tilføjer han.

Bangladesh har f.eks. i de seneste tre årtier haft den højeste urbaniseringstakt (4,19 %), men 60 % af landets befolkning bor i slum. Landets ”uplanlagte” urbanisering har bl.a. fået skyld for mangler i infrastruktur, offentlig transport, boliger, vand og sanitet, energi, affaldsbehandling samt sundhed og uddannelse.

”Problemer, der kræver mindre fysisk intervention, er nemmere at løse end dem, der kræver omfattende fysisk planlægning og byggeri,” påpeger Bettencourt. Mumbai er et godt eksempel, siger han. ”Staten har givet tilladelse til stadig flere høje bygninger, men mange af dem har ikke indbyggede spildevandsanlæg og egentlig vandforsyning, fordi dette kræver en del fysisk arbejde – gravearbejde, rørlægning osv., mens andre ting såsom elektricitet eller telekommunikation er meget nemmere. Man finder således dette i selv fattige områder,” tilføjer han for at fremhæve kontrasten.

Men der er dog nogle byer, der går foran med et godt eksempel. Medellin i Colombia har forbundet byens forskellige kvarterer med offentlig transport i form af f.eks. kabelsporvogne og metroer. ”Det er et system, hvor man ønsker at forbedre og skabe en by, der er meget mere socialt forbundet,” siger Bettencourt. Byer i Europa, såsom Frankfurt og Rotterdam, og en række byer i USA, såsom Boston eller Portland, har sat deres mærke inden for byggeriet af effektive systemer. Singapores omgivende bomiljø med parker og haver omkring koncentrerede minibyer, byens initiativer inden for spildvandsbehandling (der dækker 30 % af byens vandbehov) samt fremragende forbindelser via metro- og bussystemer gør den moderne bystat til en bæredygtig by.

”Man kan gøre byer gode at bo i på forskellige måder, hvor af mange er bæredygtige, og andre ikke er det,” tilføjer Woo. Hvert land har derefter ansvaret for at forstå sine bymiljøer, finde bæredygtige løsninger inden for landets egne rammer og opføre byer, der kan stå deres prøve.